logo-mobil

​25. januar 2021​

Mølbak Landinspektører A/S prækvalificeret som eneste danske hovedleverandør til Mobile Mapping af det danske statsvejnet​

Vejdirektoratet har prækvalificeret seks ud af 15 danske og internationale virksomheder til at afgive tilbud på kortlægning af det samlede danske statsvejnet ved hjælp af Mobile Mapping. Mølbak Landinspektører A/S er eneste danske hovedleverandør, som skal afgive tilbud.

”At være eneste danske repræsentant i et stærkt internationalt felt vidner om vores faglige ekspertise, kapacitet og store erfaring inden for Mobile Mapping”, udtaler administrerende direktør i Mølbak Landinspektører A/S, Jens Mølbak og fortsætter: ”Vi har gennem årene udviklet og oparbejdet en stærk faglighed, og valget af os cementerer vores position som førende Mobile Mapping-specialist herhjemme”.​ Opgaven for Vejdirektoratet falder naturligt inden for Mølbak Landinspektører A/S’s kompetenceområde og peger direkte ind i vores erfaring med at bruge Mobile Mapping-teknologien til at løse vej-, bane- og andre infrastrukturopgaver for primært stat og kommuner både nationalt og internationalt. Senest har vi indgået en rammeaftale med Banedanmark om opmåling af det danske jernbanenet, udført et stort tunnel- og motorvejsprojekt i Stockholm og registreret vejtilstanden på en 2.200 km lang strækning i Schweiz. Mølbak Landinspektører A/S håber at blive valgt som leverandør til Vejdirektoratet og med vores specialistviden om Mobile Mapping tilføje ekspertise og værdi til opgaven med kortlægning af det samlede danske statsvejnet. Det kan videre udbygge vores stærke faglige profil og vores internationale samarbejdsrelationer.

​TEKNOLOGIEN BAG MOBILE MAPPING

Kortlægningen af statsvejnettet skal danne grundlag for Vejdirektoratets løbende administration af vejnettet, opmåling og tilstandsregistrering af diverse assets som fx skilte og autoværn, skitseprojektering mm. Hovedformålet med opgaven er at indsamle data, der giver samtlige medarbejdere i Vejdirektoratet en mulighed for effektiv adgang til opdaterede 360 graders billeder på et vilkårligt sted på statsvejene, hvor det samtidig er muligt foretage simple målinger og registreringer, der danner grundlag for sagsbehandling. Dataindsamlingen skal foregå med Mobile Mapping og involverer en laserscanner, positioneringsudstyr med GPS med 3D-gyro og accelerometer og bl.a. 360 grader optiske kamerasystemer, der præsenteres som et streetview. Udstyret er fastspændt på taget af en bil, og laserscannerens kamera observerer og registrerer millioner af punkter i sekundet, der omdannes til en geometrisk model og visualisering af de miljøer, som bilen kører forbi. Den visualisering – også kaldet en punktsky understøttet af 360 graders billeder i et streetview – vil være de data, som Vejdirektoratet fremover skal bruge ved fx sagsbehandling. Læs mere om teknologien bag Mobile Mapping og Mølbak Landinspektører A/S' ekspertise og opgaver på området.

Vejdirektoratet forventer at foretage endelig tildeling i februar 2021, opgaven skal udføres henover forår, sommer og efterår 2021.