Styr på cykelstativerne

27. juni 2018
Mølbak Landinspektører A/S har registreret alt byudstyr i Albertslund Kommune, som dermed har fået digitaliseret driftsgrundlag.
Mølbak Landskab - Mølbak Landinspektører
Digitalt driftsgrundlag: Andreas Dragsberg og Katrine V. Møller fra Mølbak Landinspektører A/S har registreret skilte, cykelstativer, affaldskurve og bænke i hele Albertslund Kommune – i alt 1.750 genstande.

Graffiti, vejr og færdsel slider på kommunernes udstyr, og overmalede skilte, bulede cykelstativer og algegrønne bænke bliver efterhånden triste og uegnede til brug. Samtidig skal de pæne og velholdte dele bevares af hensyn til kommunens budgetter. Som noget nyt har Albertslund Kommune valgt at få Mølbak Landinspektører A/S til at registrere alt byudstyr i kommunen for at få et samlet overblik.

»Det er nyt, at vi udfører denne type registrering, men det er meget prisværdigt, at Albertslund Kommune ønsker at få en samlet database. De færreste kommuner har fuldt overblik over den nøjagtige placering af deres udstyr og hvilken stand, det er i. Vi er ganske enkelt gået ad stier og gennem parker over hele kommunen,« fortæller Thomas Mørk Andersen, der er chefkonsulent hos Mølbak Landinspektører A/S.

Gennem to uger har Mølbak Landinspektører A/S registreret og fotograferet blandt andet skilte, bænke, cykelstativer og affaldskurve i Albertslund Kommune. Hver genstand er blevet noteret i en app, som læser informationerne direkte ind i kommunens systemer – eksempelvis ”københavnerbænk, på terræn, grøn RAL 6009, træ, maling skaller af”.

Sammenlagt har Mølbak Landinspektører A/S registreret 1.750 genstande. Placeringen af de enkelte genstande er registreret med en nøjagtighed på cirka en meter, så Albertslund Kommune kan bruge databasen via kommunens kortservice.