Mølbak Landinspektører A/S skal byudvikle København

9. juni 2017
Asbjørn Søborg-Madsen

Med en fireårig rammeaftale med By & Havn skal Mølbak Landinspektører blandt andet være med til at udvikle Nordhavn og Ørestad Fælled Kvarter 

 

København danner rammen om nogle af landets største udviklingsprojekter i disse år, og dem bliver Mølbak Landinspektører A/S nu en del af. De næste fire år har Mølbak Landinspektører vundet rammeaftalen om landinspektørydelser for By & Havn, som er et offentligt ejet selskab.

Dermed skal Mølbak Landinspektører A/S være med til blandt andet at udvide og udvikle Nordhavn til et levende boligkvarter og en arbejdsplads for tusindvis af mennesker, fortæller partner og direktør Lars

Gjøg Petersen fra Mølbak Landinspektører A/S.

»Arealmæssigt er Nordhavn det største udviklingsområde, hvor udviklingen af Levantkaj med mere end 500.000 etagemeter er næste fase efter Århusgadekvarteret. Vores medarbejdere er med til at præge nogle af de vigtigste og største byudviklingsprojekter herhjemme, og rammeaftalen med By & Havn kommer til at give endnu flere interessante opgaver i de kommende år,« siger Lars Gjøg Petersen.

Rammeaftalen indebærer, at Mølbak Landinspektører A/S skal være By & Havns primære landinspektør i forbindelse med eksempelvis salg, udstykning og opmåling af

By & Havns arealer som eksempelvis Ørestad Fælled Kvarter. Herunder skal Mølbak Landinspektører A/S bidrage med juridisk rådgivning i forhold til lokalplaner og arealudvikling.

»Ørestad Fælled Kvarter bliver et byudviklingsområde, hvor vi bliver involveret i hele By & Havns vision. Kontrakten er en virkelig spændende udfordring, hvor vi kommer til at gøre brug af vores viden og erfaring,« siger Lars Gjøg Petersen.

Ekspertise inden for byudvikling

Med kontrakten med By & Havn markerer Mølbak Landinspektører sig endnu stærkere inden for byudvikling i Storkøbenhavn. Gennem en årrække har Mølbak Landinspektører opbygget ekspertise på området og varetager i øjeblikket blandt andet en række større byudviklingsprojekter i Carlsbergbyen i Valby og det nye boligområde NærHeden ved Hedehusene vest for København.

»Vi har i forvejen opbygget en stor kompetence og viden om byudvikling, og dette ser vi frem til at føre videre sammen med By & Havn. Byudvikling er noget specielt, hvor man skal samarbejde i en større sammenhæng og med mange aktører som advokater, rådgivere, ingeniører, arkitekter og bygherrer,« siger Lars Gjøg Petersen.

Samtidig har Mølbak Landinspektører fordoblet virksomheden og beskæftiger nu flere end 60 medarbejdere på kontorerne i Roskilde, København, Køge, Næstved og Greve.